top of page

Opsøgelse

For langt de fleste hooligans er årsagen ikke alene knyttet til en interesse for fodbold. Hooligankulturen er i høj grad en social kultur, der dyrkes i stærke fællesskaber med bestemte ritualer og normer. Det mentale omdrejningspunkt er de klart definerede fjendebilleder i form af fans fra de andre fodboldklubber. Det fysiske omdrejningspunkt er stadion, men ofte mødes grupperne på værtshus inden kampen eller på aftalte steder, som for eksempel en togstation, hvor man slår følge. Begrebet hooligan rummer mange facetter, og skal derfor forstås i lyset af en kompleks række af faktorer. Det kan for eksempel være, når hans yndlingshold taber, at han har indtaget alkohol eller narko, at stemningen på stadion er intens og overophedet og lignende. Derfor kan hooliganisme i vid udstrækning betragtes som en livsstil, der især udfolder sig 1-2 gange om ugen i forbindelse med fodboldkampe. Alligevel bliver hooligan-aspektet en stor del af personligheden, fordi det repræsenterer et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Ifølge Eric Dunning er de hooligans, der optræder særligt voldeligt eller racistisk, antageligt ikke ret interesserede i sporten, når det kommer til stykket. De bruger formentlig blot fodboldsfæren som en platform, hvorfra de kan dyrke deres interesser, eksempelvis slagsmål. Det, der umiddelbart er afgørende årsager til, at man opsøger hooliganmiljøet, er det utroligt stærke sammenhold, der findes der. Den stærke identifikation, som fodboldholdet repræsenterer og den loyalitet, der findes blandt gruppens medlemmer, er næsten ikke at finde i andre subkulturer. Endvidere er den spænding, et hooligan-slagsmål medfører, en vigtig årsag.

bottom of page